Til vores lille rækkehus blev der jo bygget et skur til os – Som jeg isolerede allerede samme måned som vi flyttede ind for snart 3 år siden.
Desværre er det jo ikke særlig stort, og som man falder mere og mere til, ja så er pladsen på de 5m2 blevet for trang.
Vi havde allerede snakket om muligheder for at bygge skur da vi købte huset i projektfasen, men der skulle jo bruges penge på mange ting når man flytter i nyt hus. Haven havde første prioritet og så var der jo diverse møbler og meget andet.
Men efter indkøbet af grill #2 og vi blev mere og mere trætte af at have alt muligt stående i indkørslen, ja så fandt vi plads til at bygge skur og fik tilladelse af kommunen til at bygge ud i skel.
Der er selvfølgelig en masse regler der skal følges når man gør dette, men da vores skel er ud mod offentlig cykelsti – Så har det nok hjulpet på at processen ikke tog lang tid.
Det kombineret med at jeg har lavet et ganske gennemført projekt med materialevalg og 3D-tegninger, så var der ikke megen plads til tvivl eller misforståelser.
Byggeriet af skuret startede jeg med i slut juli – Og her i slut september er vi flyttet ind i skuret, dog med lidt små mangler som skal afsluttes. Vi havde ikke behov for at skynde os igennem med processen og jeg har da også lavet det meste selv, med gode råd og hjælp fra kollegaer byggepladsen.
Derfor har tempoet været lavt og udgifterne fordelt ret godt ud.
Skuret er bygget op af gavlen på vores hus og skuret skulle isoleres så det er frostsikkert. Materialevalget er på facaden valgt i de nye Ivarplank. Det er fibercement med udtryk som træ. Taget fladt og med gør-det-selv tagpap.
Fliserne som blev lagt da vi flyttede ind er hevet op og græsset fjernet.
Til at få kørt græsset og jordoverskud væk – Købte vi en big bag fra junkbuster. Det var utrolig nemt at booke afhentning den var væk en dag vi kom hjem fra arbejde.
Overfladen er ryttet og klar til at gøre klar til fundamenter og gulv.
Vi besluttede at lade kantstenen stå og kun fjerne et par enkelte. Heri støbte jeg stolpefødder ind til at tage søjlerne.
Processen med at støbe beton er altid hyggeligt. Og efter den første så fandt jeg jo teknikken til at komme lettest igennem dette. Der blev brugt 10 sække stolpebeton.
Et par uger efter gik jeg i gang med ydervæggens skellet.
Gulvet er lagt ud med bjælker i bunden af 4×4″ og så plader oven på.
Plastik som det nederste lag sikre at træet ikke skulle stå og suge vand. Jeg fik flettet lidt isolering ned i gulvet til at tage eventuel kulde, men mest for akustikken til at dæmpe støj.
Med hjælp fra en kollega fik vi spær skuret til væggen og lagt ud på ydervæggen.
Vindpap og afstandsprofil blev sat på.
Tagpap er blevet rullet og lige holdt på plads med sten indtil jeg fik det limet og sømmet fast.
Indvendig er der klar til at blive sat isolering i væggen. Dørene er blevet malet.
Isolering i væggen er færdig og påbegyndt i loftet.
Så der lagt isolering i loftet.
Tagpappet er blevet gjort fast og alulister blev sat på.
Beklædning på gavle blev sat op
Indvendigt blev der malet og EL er blevet gjort klar. Spots i loftet er klar. Loftbræderne er sat op.
Rengjort og klar til gulvlæggerne kommer med vinyl
Skuret er stort set færdigt indvendigt og der blev hurtigt flyttet ind.
Vi har fået cirka 14m2 skur og dermed plads til cykler, 3-4 reoler og 2 meters arbejdsbord.
Hej Carsten,
Må jeg spørge hvad det endte med at koste dig totalt set?
Vh
Carina & Marc
Hej Marc,
Jeg har nogle fine forbindelser i byggebranchen kva mit arbejde. Så det vil ikke være retvisende og jeg kan ikke helt opgøre det hele, da nogle ting kom til mig uden beregning.
Men jeg kan sige at jeg på facadebeklædning og tag har brugt cirka 8000 kr.
Så er der stadig omkostninger til de bærende træelementer som reglar, stolper og plader. Det er især pladerne som jo hurtig kan løbe hurtigt 🙂
Håber det hjalp dig.
Det ser hvert fald rigtig fint ud, og inspirerer mig da jeg skal ud og lave nogenlunde det samme.
Jeg snakkede med min stedfar som er bygningskonstruktør, og han sagde at han ikke umiddelbart havde set den løsning med gulvet før, og godt kunne være lidt nervøs for det. Har det fungeret fint? Altså at smide fugtspærre/plastic og så isolering, med plader hen over? Og hvad var overvejelserne bag ikke bare at lade fliserne ligge?
Jeg har granitskærver lige nu, og overvejer at lave fliser og dertil skuret ovenpå.
Nå….. Jeg har lige læst dit svar til Henrik, EFTER at jeg skrev mit spørgsmål ovenfor. Men jeg vil stadig gerne høre hvorfor du ikke valgte at lade fliser ligge?
Hej Marc, lidt fordi at jeg gerne ville have noget bedre at gå på. Og så igen – Forbindelser til gulvmand der kunne komme og lave det fine vinyl.
Vi har brugt det meget som opbevaring og ikke som værksted.
Så det at have glat gulv der var nemt at rengøre, og ikke mindst vedligeholdelsesfrit – Det gjorde det bare oplagt.
Ydermere, så handlede det også om at minimere højden på dørtrin. Da gulvet er lavet næsten plant med fliserne uden for skuret – jamen så kunne døren næsten stilles på fliser! Så kunne vi nemt trille ind og ud med plæneklipper, sækkevogn osv.
Så jo fungeret det har det skam! Men som skrevet – LECA nødder under havde helt sikkert fungeret!
Hej Carsten,
Flot projekt!
Jeg er blevet lidt lun på din måde at isolere bunden, er det noget du selv har fundet på, eller hedder denne metode noget specielt? Mest hvad man skal søge efter på nettet for at finde inspiration eller guides til denne metode.
Jeg har et skur, hvor jeg gerne vil have isoleret bunden, uden at skulle grave og lave beton dække. Jeg vil dog også gerne undgå at der kan komme mus og andet ind under, da det er den primære grund for at lukke af.
Kan man bare smide fugtspærre/ dampspærre direkte på jorden evt først et voilernet og så spærre og så isolering ovenpå? Eller skal man have sand eller andet under så der også er noget dræn eller stabilt? Overvejer at smide sand eller lega under..
Og er 100mm isolering nok og skal der være noget luft? Evt. andet man skal være opmærksom på?
Mvh Henrik
Hej Henrik,
Det er med inspiration fra korrekte byggetekniske metoder, jeg havde den gang samme tilgang som du nok havde. At jeg ikke ønskede at grave et kæmpe hul ud.
I princippet er det jo ikke gulvet du behøver isolere, da kulden kommer fra væggen og gennemtaget.
Når du har et skur/overdækning over jord, så er jordvarmen nok til at “holde på varmen”.
Jeg isolerede gulvet fordi det fjerner støj og fylder hulrummet. Det samme kan LECA gøre.
At bruge LECA, er en måske lidt dyrere løsning, men den løser den opgave du står overfor.
den sikre også at mus og andet ikke finder på at leve under dit gulv. Faktisk lavede jeg den løsning i et andet skur på grunden 🙂
Så i relation til fugtspære mod jord. Ja det gjorde jeg fordi, at jeg ikke vil have ISOLERING direkte mod jord.
Det du kan gøre er at bygge oven på terrænbats. De er dog væsentlige dyrere, men de kan bruges direkte mod jord.
100 mm isolering er rigeligt! Og det med luften svarede jeg på herover 🙂 det der dog kan siges, er at jo at udluftning fjerner fugt..!
God fornøjelse!
Hej. Flot projekt, som jeg finder en del inspiration i, så tak for det 🙂
Hvordan “forbandt” du tagpap med gavlen på huset?
Satte du en aluliste på gavlen og så fuge?
Mvh Jeppe
Hej Jeppe,
Mange tak for dine ord!
Jamen ja, jeg købte en “klem skinne” som man kalder det. Det ligger i ICOPAL’s alu/blik sortiment.
Du kan finde alle mulige type af profiler af blik, så det gælder bare om at finde den som passer til din situation.
Men jeg gjorde det at jeg (fulgte instruks fra ICOPAL’s side med vejledninger) lagde 5-10cm pap op af muren. Så satte jeg skinne på som skrues igennem pap og fast i murværk.
Så skar jeg overskud af tagpap af, og så lukkes hele åbningen med tagtæt fugemasse.
Virkelig en nem og lige til opgave!
Hej,
Som flere andre finder jeg os lidt inspiration her. Men har et spørgsmål til det flotte gulv/bunden, hvordan er det lavet. Jeg kan nemlig ikke helt se hvordan det præcist er lagt og hvordan det er lavet. Kunne du måske beskrive kort i step hvordan det er gjort. Er det først fugtspærre direkte mod jord og så bjælker oven på det og hvordan sidder de fast ? osv… og hvor højt over jord niveau er gulvet ca. er lidt bange for det vand…
Har overvejet om jeg bare skal ligge fliser inden jeg bygger mit skur eller skal lave noget lign. din smarte løsning.
Mvh Michael
Hej Michael,
Jeg skal prøve mit bedste.
Det man ikke kan se, er at jeg faktisk har klodset gulvet op på nogle alle de herregårdssten som jeg fjernede.
Men ellers fordeler lagene sig:
– Eksisterende stabilgrus fra sti. Her gravede jeg så et par huller for at gøre plads til herregårdssten. Så gulvet blev plant.
– Plastfolie (dampspærre 3mm)
– Lagde min opklodsning i form af herregårdssten på folien
– Opbygning af 4×4 tømmer som gav mig 100mm til isolering i gulvet
– 2×4″ tømmer som strøer.
– Plader på strøer.
– Afsluttet med vinylgulv af gulvmand. (det blå)
Jeg havde ingen problemer med vand i denne lokation. Det var kun regnvand som kom ned, og det faldt på taget og blev ført væk.
Opbygningen på gruset, sikre at vand jo nemt trænger ned, så folien er blot for at holde fugt væk fra træet.
Isolering har jeg lagt som tidligere beskrevet for lyden. Det sikre alternativ er jo LECA-nødder, for der trænger fugten ikke op igennem.
Valget af træ handler om, at det var en masse jeg havde liggende i forvejen.
Fliserne fjernede jeg fordi jeg gerne ville have døren helt ned, så der var niveau fri adgang mere eller mindre. Og så for at gøre plads til isolering/LECA under gulvet.
Alternativet er jo blot at fliserne er gulvet. Her var jeg lidt forfængelig, og ville gerne have et “varmt” gulv at gå på i skuret.
Håber det hjælper dig 🙂 God arbejdslyst